De fleste lederstillinger i kommunerne handler om at overtage noget, der allerede eksisterer.
Det er ikke tilfældet for denne stilling!
På Fanø står vi midt i en omfattende transformation. Vi hjemtager beskæftigelsesindsatsen og samler socialområdet, integration, beskæftigelse og visitation i én fælles myndighedsenhed. Ikke fordi vi skal ligne andre kommuner, men fordi vi tror på, at borgerne fortjener sammenhængende løsninger frem for organisatoriske grænser.
Derfor søger vi en myndighedsleder, som ikke alene motiveres af drift, men også af at skabe noget nyt.
Du får ansvaret for at udvikle et myndighedsområde, hvor beslutninger bliver omsat hurtigt, hvor afstanden mellem idé og handling er kort, og hvor du får reel mulighed for at præge både organisation, kultur og arbejdsgange.
Det er ikke en stilling for dig, der leder efter en veletableret maskine.
Det er en stilling for dig, der har lyst til at bygge den, sammen med en ambitiøs og stærk ledergruppe.
Fra siloer til sammenhæng
Som myndighedsleder får du ansvaret for en samlet enhed, der omfatter:
- Voksensocialområdet
- Integration
- Beskæftigelse
- Visitation
Enheden vil være lille i størrelse, men stor i betydning.
Du skal stå i spidsen for udviklingen af et fagligt stærkt myndighedsområde, hvor borgernes situation ses i sammenhæng på tværs af lovgivning, fagligheder og organisatoriske skel.
Det betyder, at du både skal kunne sætte retning og få ting til at ske. Du skal kunne arbejde strategisk med udvikling og samtidig være så tæt på hverdagen at du forstår de konkrete udfordringer og muligheder.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Har ledelseserfaring fra et myndighedsområde i en kommune eller anden offentlig organisation
- Har erfaring med beskæftigelses-, social- eller integrationsområdet
- Kan navigere sikkert i krydsfeltet mellem faglighed, drift, udvikling og politik
- Har dokumenteret erfaring med eller enorm interesse for, forandrings- og organisationsudvikling
- Er dygtig til at skabe relationer og følgeskab
- Trives med ansvar og frihed
Men vigtigst af alt:
Du kan se dig selv i en rolle, hvor opgaven ikke blot er at lede en eksisterende enhed, men at forme og udvikle den. Du motiveres af forandring, tager ansvar for retningen og formår at skabe følgeskab omkring den.
Derfor skal du vælge Fanø
På Fanø kan du se effekten af dit lederskab.
Du sidder tæt på både beslutningerne, ledelsen, medarbejderne og virkeligheden.
Det giver en sjælden mulighed for at skabe reelle forandringer.
Du bliver en del af en organisation, hvor ambitionerne er større end størrelsen, og hvor vi tror på, at små kommuner kan udvikle løsninger, som andre kigger efter.
Er du klar til at bygge noget, der ikke findes endnu?
Så vil vi meget gerne høre fra dig.
For den rette kandidat handler dette ikke om at overtage en lederstilling.
Det handler om at sætte sit aftryk på fremtidens myndighedsområde på Fanø.
Rekrutteringsprocessen
Ansøgningsfristen er torsdag d. 17. september kl. 12:00
Efter fristen forventer vi at afholde to samtalerunder.
Ved første samtale vil der være fokus på din motivation for at ansøge samt faglige og personlige kompetencer. Første samtalerunde forventes afholdt i starten af uge 39.
Hvis du bliver indkaldt til anden samtale, vil du mellem samtalerne blive bedt om at gennemføre en kort relevant personlighedstest.
Ved anden samtale går vi i dybden med resultat af personlighedstesten, samt den gensidige match set i forhold til opgaven. Anden samtalerunde forventes afholdt i slutningen af uge 39.
Yderligere information
Vil du vide mere om hvordan et arbejdsliv indenfor ledelse på Fanø kan se ud, er du velkommen til at kontakte Myndighedschef Jesper Snedker på tlf. 21 72 30 88 eller Myndighedsleder Maja Arnholtz på tlf. 21 14 80 56
Bemærk at vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Fast ansættelse 37 timer uden øvre arbejdstid.
Det kræves at du har Kørekort B.
Fanø Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Der er kun 12 minutter med Danmarks formentlig smukkeste færgerute til en unik arbejdsplads midt i Nationalpark Vadehavet med UNESCO Verdensarv-status og Danmarks bedste natur.
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Fanø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Fanø Kommune, Skolevej, 6720 Fanø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/12d70ba2-8e68-477f-a1d2-525e1c64e813